Inger Christensen døde 2. januar, 73 år gammel. Mye er skrevet om den danske lyrikerens storhet - og det er fortjent alt sammen. For meg er hennes høydepunkt sonettesyklusen Sommerfugledalen, kanskje fordi jeg oppdaget henne via Georg Kleins bok Så jag kan svara döden, när den kommer, som har sin tittel fra syklusens trettende sonette.
Sommerfugledalen er en meditasjon over vår frykt for døden og vår evne til å gjøre livet utholdelig gjennom fantasi og litteratur og jeg kan vanskelig tenke meg en mer passende hyllest til Christensen enn tiende sonette derfra:
X
Med strejf af sjælefred og søde løgne,
med dunet skær af grøn smaragd og jade
kan irislarverne, der selv er nøgne,
efterligne piletræets blade.
Jeg så dem æde deres eget billed,
som så blev foldet sammen til en puppe,
til sidst hængt opp som det det forestilled,
et blad blant andre blade i en gruppe.
Når sommerfuglen med sit billedsprog
kan overleve bedre ved at stjæle,
hvorfor skal jeg så være mindre klog,
hvis det kan dulme angsten for det øde
at kalde sommerfuglene for sjæle
og sommersyner af forsvundne døde.
Syklusen er forøvrig satt til musikk av komponisten Svend Nielsen. Hvis du tilfeldigvis, som meg, skulle ha et abonnement hos eMusic, kan man laste ned en innspilling med Ars Nova Copehnagen her. Siste spor er Christensen som selv leser hele syklusen.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar